Bibelmaraton
Bibelmaraton
Den 27. august 2009 begyndte et Bibelmaraton i Vadum.
Dette Bibelmaraton er blevet til i et samarbejde med menighederne i Tylstrup, Kås og Brovst.
Selv om mange formodentlig ikke kan se nytten af at skulle okse 42 km ud ad en asfalteret landevej for at løbe et maraton og derfor er hurtige til at sige, at ”de ikke gider”, så kan vi jo heller ikke lade være at beundre de mennesker, der løber maratonløb. Sandheden er vel nok, at det kun er få af os ”helt almindelige”, der har den fysiske og mentale styrke til at klare de strabadser, der er forbundet med et så langt løb. Personligt kender jeg to, der har løbet et maraton. De siger samstemmende, at det er ufatteligt hårdt og meget fysisk og psykisk krævende. Men de siger også, at det er en dejlig fornemmelse, når det er vel overstået. Man føler i hvert fald, man har ydet en præstation ud over det almindelige, og man er samtidig blevet bevidst om, at man har formået at overskride grænser, man normalt ikke tror, man kan overskride. Det er den samme fornemmelse, mange har, når de har været med i et Bibelmaraton.
Inden for de seneste år har jeg været med til at gennemføre 4 BIBELMARATON. Begrebet Bibelmaraton er sikkert nyt for de fleste, men det handler i al sin enkelhed om, at en gruppe mennesker bliver enige om at læse Bibelen igennem fra ende til anden på et år (og ikke at løbe 42 km med Bibelen under armen). Opgaven bliver i høj grad overkommelig, fordi ”løbet” deles op i små bidder på ca. 4-5 kapitler pr. dag. Hver anden uge mødes gruppen til depot- eller studiekredsmøde, hvor de læste afsnit bliver gennemgået, afsnit bliver forklaret og spørgsmål og uklarheder forsøges besvaret.
Det er vigtigt at understrege, at dette ganske enkelt er en enestående lejlighed til at få læst eller genlæst hele Bibelen i et stræk. Bibelens budskab er fundamentet for kristentroen. B.S. Christiansen har sagt: ”Du kan stå på jagtmarken med verdens bedste riffel, verdens bedste kikkert og verdens bedste ammunition, men det betyder ikke en døjt, hvis det fundament, du står på vakler. Så rammer du aldrig plet”. Han har helt afgjort ikke tænkt på Bibelen, men det, han siger, er rigtigt. Fundamentet for vores tro er altafgørende.
Bibelen er en forunderlig bog. Den er Guds ufejlbarlige ord til os. Det er ikke blot en livgivende kilde, vi dagligt kan drikke af! Det er ”lygten for vor fod og lyset på vor sti”. Bibelen er også en barsk og vanskelig bog, hvis ord vi opfordres til at grunde på. Det er primært bogen om Guds fantastiske frelseshistorie, men det er også bogen, der indeholder nogle af verdens mest elskede og bedste historier. Bibelen skal først og fremmest læses, fordi den er Guds ord, der fortæller sandheden om både Gud og mennesket. Bibelen er en samling skrifter, hvis budskaber er talt til mennesker i bestemte historiske situationer. En af opgaverne, når vi læser, er at forstå de omstændigheder, der drev gudgivne mænd til under Helligåndens inspiration at sige og skrive det, de gjorde, hvad enten det var møntet på deres egen tid eller fremtiden.
Alle, der har mod på det, og som tør kaste sig ud i det, kan i modsætning til at løbe et almindeligt maraton, være med. Det kræver kun, at man har lyst og selvdisciplin nok til at læse de aktuelle afsnit i den 14-dages periode, der går mellem depotmøderne. Man skal ca. afsætte en tv-avis om dagen.
På basis af de erfaringer vi har haft i Tylstrup og i Aalborg, har undertegnede sagt ja til at være tovholder og underviser på projektet. Det glæder jeg mig til, og jeg tør godt stille i udsigt, at det bliver en god oplevelse at være sammen om at læse Guds ord.
– Erik Mortensen
• Andagter