3 fantastiske genbrugsdage
3 fantastiske genbrugsdage
Fra 9. til 11. september 2011 havde vi 3 fantastiske dage i Vadum Genbrugscenter. Der blev fejret 10 års jubilæum med udsalg og fest.

Fredag den 9. september åbnede udsalget, og i 4 timer var butikken bare fyldt med glade mennesker, der alle gjorde en god handel, da alle varer solgtes til halv pris. Der blev serveret kaffe og fødselsdagslagkage.
Udsalget forsatte om lørdagen, og da vi lukkede, havde vi den bedste omsætning på udsalgsdage, vi nogensinde har haft i Genbrugscenterets historie!
Lørdag eftermiddag og aften var der arrangementer for medarbejdere med ledsager. Der blev aflagt besøg på Mosekærgård, hvor der var en lærerig stund om kartoflen, og hvordan den forarbejdes. Der var besøg i Jetsmark kirke, hvor der blev givet en god og grundig gennemgang af kirkens kalkmalerier, og dagen sluttede med en dejlig og tiltrængt middag.

Søndag den 11. september var der festgudstjeneste i Vadum Kirkecenter. Kirken var fyldt og gudstjenesten indledtes med faneindmarch med faner fra de områder, hvor Vadum Genbrugscenter støtter børne- og ungdomsarbejde. Der blev bragt hilsener fra Grønland, Ghana, Rumænien og Thailand og Missionsforstanderen prædikede.
Efter gudstjenesten var der indbudt til en let frokost, hvor ca. 150 valgte at være med. Under frokosten blev der sunget festsang,
og der var stort modeshow fra Vadum Genbrugscenter.

Der skal lyde en stor og hjertelig tak for gaver, hilsener, for besøg i butikken og for alle, der har hjulpet til med at få dagene til at lykkes.
Hjertelig tak for den dejlige frokost.
Tak til kunder, medarbejdere, venner, gæster og alle, der giver mange fine ting til Genbrugscenteret. Uden varer – ingen butik.
Stor tak til Vadum Borgerforening for flagallé gennem byen både fredag og lørdag.
3 gode og uforglemmelige genbrugsdage i Vadum Genbrugscenter.
Ellehammersvej 10, 9430 Vadum.
Tlf. 98 27 28 27
Åbningstider:
Mandag til fredag kl. 13-17
Lørdag kl. 10-13